23948sdkhjf

Skattekontrol: En ud af fire pakker fra Kina har fejl

Erhvervslivet mener ikke, at der er tvivl om momssnyd i forbindelse med et stort antal varer sendt fra Kina.

Varer fra kinesiske internetbutikker er blevet ganske populære blandt danskerne.

Men mere end hver fjerde pakke sendt fra Kina til Danmark er fejlangivet i forhold til værdi eller andre oplysninger.

Det viser stikprøvekontroller foretaget i Københavns Lufthavns postterminal af skattemyndighederne på omtrent 6100 pakker, skriver Børsen. Kontrollen er beskrevet i et svar til Skatteudvalget.

Fejlene bestod enten i en for lavt angivet værdi, at pakken urigtigt var angivet som en privat gave - hvilket giver en højere momsgrænse - eller at det simpelthen var en illegal vare.

Kontrollen viste også, at ni ud af ti af pakkerne fra Kina er under den såkaldte momsbagatelgrænse. Det betyder, at de har en værdi på under 80 kroner, og at der derfor ikke skal betales moms.

Børsen skriver, at der bliver sendt 43.000 pakker fra Kina til Danmark om dagen. Stikprøveresultaterne er derfor usikre i forhold til det samlede billede.

De mange forsendelser er dog et stort problem for danske virksomheder, mener interesseorganisationen Dansk Erhverv. 

De taber nemlig omkring 500 millionerne kroner årligt på snyd med moms ved nethandel, anslår organisationen.

- De mange pakker under momsgrænsen er et bevis for, at rigtigt mange netbutikker ved, at de kan slippe afsted med det her, fordi risikoen for at blive snuppet skal måles i promiller, siger Dansk Erhvervs markedsdirektør, Henrik Hyltoft, til Børsen.

Også Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) er skeptisk over for udviklingen.

Organisationerne foreslår derfor i fællesskab, at Danmark helt afskaffer momsbagatelgrænsen, så der kommer moms på al internethandel. Det har man gjort i Sverige og Østrig.

Derudover foreslår de et gebyr på 160 kroner.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) giver i et skriftligt svar til Børsen udtryk for at, at han forstår bekymringen.

- Vi vil følge op med flere kontroller for at følge udviklingen, siger han til Børsen.

Dog mener han ikke, at Danmark bør afskaffe momsbagatelgrænsen, da den bliver ophævet i EU fra januar 2021.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078